A-K WEEKEND 27. – 29. januar 2012
Endnu en gang kan vi se tilbage på en fantastisk AK-weekend med skønne unge mennesker. En weekend som dog ikke gik helt efter planen....
Fredag eftermiddag mødte de 10 tilmeldte efterhånden op og de brugte resten af dagen bl.a. i det kreative værksted, hvor flere fik lavet fine malerier, som blandt andet skulle bruges til fødselsdagsgaver til dem derhjemme. Andre spillede FIFA. Vi har netop investeret i en playstation og dertilhørende spil – til stor glæde hos flere af de unge.
Michel stod for fredagsmenuen, som bestod af lækker karrykylling, ris og salat. Aftenen gik med boldspil i salen og færdiggørelse af malerierne. Sjovt nok var der ingen, der ville se X-faktor, men derimod var der en del som gerne ville se håndboldkamp;). Kl. 23 blev de unge ”puttet” og ligeså stille faldt der ro over lejren.
Lørdag morgen vågnede vi op til en sneklædt Lemvig og vi snakkede en del om, hvorvidt vi kunne køre til Århus. Et tjek på DMI overbeviste os om, at det kunne vi – det var kun vestpå, det sneede og det ville i øvrigt holde op i løbet af formiddagen. Vi drogderfor ligeså stille afsted, men måtte blot konstatere, at selvom der ingen sne ville være efter Vinderup, så føltes vejen mod Vinderup både alt for lang og alt for risikabel. Så i Struer vendte vi snuden hjem igen. Heldigvis lå plan B jo lige til højrebenet – VI SKULLE DA KÆLKE!!! Men inden skulle der handles ind til frokost og aftensmad – og som et plaster på såret, over turen der ikke blev til noget, fik de unge lov at bestemme menuen for resten af dagen. En flok gik med ned og handlede i Kvickly, hvor der også blev brugt lidt af de medbragte lommepenge. Herefter stod den på frokost – den sørgede vores alle sammen Sebastian for….han åbnede (efter de unges ønsker) ”Basses Grill” og langede gode hjemmelavede hotdogs over disken. Og så skulle der kælkes -vi fandt bobslæderne frem og brugte eftermiddagen på Lemvigs bedste kælkebakker. Det var noget der gav røde kinder, god motion og stor appetit.
Alle pigerne hjalp til med aftensmaden – der skulle skrælles kartofler til flødekartofler, laves salat og hvidløgsflutes og flanksteaks skulle steges + at der skulle laves lagkage til dessert. Der var gang i køkkenet, hvilket resulterede i et fantastisk måltid.
Jette og de unge så Voice og havde meget sjov ud af at gætte, hvem der gik videre. Der blev rigtig hygget og de unge delte deres indkøbte ”lørdagssnolder” med hinanden. Nogle var så trætte, at de gik tidligt i seng – resten gik til køjs efter Voice. Ret hurtigt blev der stille i huset.
De unge vågnede op til et veldækket morgenbord – som blev indtaget i en rigtig hyggelig morgenstemning. De unge var enige om, at det havde været en super god weekend – til trods for, at programmet blev ændret.
Tak for lån af jeres dejlige unge mennesker J
Mange hilsner Sebastian, Michel, Jette og Gitte